Alle har en mørk side – er det ikke det man siger? Jeg skal
ikke kunne tale på vegne af andre folk, men jeg kan sige, at jo, jeg har en
mørk side. Jeg har det sådan med folk, at jeg kan rigtig godt lide at være
social og at få nye venner og skabe netværk – men mindst én gang om ugen lukker
jeg helt ned. Jeg har brug for en pause for alle de mennesker, et pusterum.
Hvis ikke jeg får den pause, går det meget udover mit humor og hvordan jeg
agerer og reagerer på folk. Oftest bryder jeg ud i gråd, når jeg endelig er
alene. Og jeg græder ofte ikke over noget specielt – jeg græder bare. For der
et eller andet ukendt, som bare skal ud. Noget, som har været gemt inde i mig
hele ugen, og når jeg så endelig bliver alene kan jeg helt give slip. Forstå
mig ret, jeg kan sagtens være mig selv sammen med andre folk, og jeg også
slappe af. Jeg kan også sidde ved siden af en person (dog alt efter mit forhold
til personen) og slet ikke sige noget. Bare være sammen uden nødvendigvis at
tale sammen. Men for mig er det bare ikke det samme. Jeg skal være helt alene.
Og gerne med noget musik. Det kan godt være, jeg hører Bon Iver, Birdy og en
masse andre fine musikere, men jeg hører også Whitechapel og Deftones. Det kan
være godt at høre, når jeg er vred, men jeg kan sagtens også høre det uden at
være sur. For eksempel hører jeg næsten altid Deftones, når jeg er på vej til
arbejde.
Deftones - Lotion
En anden ”mørk sag”, I burde vide om mig er, at jeg er lidt
speciel når det kommer til sår og ar. Jeg synes… de er pæne. Det lyder nok
meget mærkeligt, men det gør jeg altså. Jeg har aldrig gjort selvskade på mig
selv, men nogle gange sidder jeg med en spids blyant og ”snitter” i mig selv.
Det lyder også meget forkert. Og der er mange, som misforstår det, og tror jeg
skærer i mig selv. For mig er det bare ren tidsfordriv, når jeg sidder i
timerne og ikke har noget at lave. Jeg gjorde det en del i folkeskolen, men er
stoppet efter gymnasietiden. Ikke rigtig af nogen grund… Det er jeg bare. Der
er nok mange, som er ganske tilfredse med det.
Paramore - Decode
Jeg er ret voldelig. Jeg har siden folkeskolen haft den idé,
at når jeg bliver sur eller har for meget energi til at sidde stille på min
rumpet og lytte efter – så skal jeg altså ud med noget. Det gjorde jeg ved at
hamre min knytnæve ind i en opslagstavle. Sådan én med stof på, så jeg sled
huden af og det blødte – uh, det var det bedste. På min gamle skole er der nu
en masse opslagstavler med buler og små blodpletter på – mit kunstværk. Ej,
sådan ser jeg det slet ikke. Det er vel egentlig også lidt ulækkert. På mit gymnasium
var der ikke lige så gode opslagstavler, og det var jo en forhindring. Hvad gør
man så? Jamen så lader man det jo bare gå udover sin klassekammerat. Ej, hvor
lyder jeg dog ond! Cecilie fra min klasse har lidt det første halve år af 1.g –
hver gang, jeg var for meget oppe at køre (hvilket skete tit – mangel på søvn)
fik hun den mest velrettede lammer, og så var jeg tilfreds. Blå mærker over det
hele, siger jeg jer. Jeg får en form for tilfredsstillelse, når jeg slår, men
efter jul og nytår 2011 sagde jeg til mig selv, at jeg ville prøve at holde op.
I det mindste med at slå Cecilie/mennesker. Det hænder i ny og næ, men det er
alt sammen af ren kærlighed. Jeg har aldrig (vist nok…) været oppe at slås i et
rigtig slagsmål, og det har jeg heller ikke tænkt mig skal ske. Så Cecilie,
hvis du læser med her er jeg meget ked af, jeg har gået og slået dig så meget!
Din stakkel, det gør jo ondt… Men som jeg har sagt til dig tidligere – nu har
jeg hærdet dig til det virkelige liv/livet efter gymnasiet! Og far, hvis du
også læser med. Så lad nu være med at være bekymret! At jeg nu har lagt det her
ud betyder ikke at du skal til at tage det hele op igen – som du kan læse, gør
jeg jo ikke de ”farlige” ting mere. Så venligst lad det ligge.
