31. mar. 2012

SIMS 2

Hele ugen har jeg bakset med en stædig sygdom, som endelig er ved at være væk. Åh, skønt! Jeg savner også Peter og mine veninder. Med al den tid hjemme - hvad bruger man den på? I går aftes fandt jeg svaret! Jeg fandt mit gamle spil Sims 2 frem. Kender I til Sims?

Jeg har været stor fan og har dyrket det åååh så meget, men jeg har haft så travlt at det bare er gået tabt. Men så var det i går aftes, at jeg fik lyst til at lave mig selv (og Peter).

Her kan I se hvad det blev til:




Synes I at det ligner? Overhovedet?

Beklager den dårlige kvalitet!

29. mar. 2012

RAY LAMONTAGNE


Ray Lamontagne - aaaah. Han har simpelthen den dejligste, hæse stemme! Jeg har samlet et par stykker af hans numre, som jeg er specielt glad for.
Jeg hørte første gang om ham engang i sommers, da min ven Oliver sendte mig sangen Crazy (Gnarls Barkley cover) - jeg blev forelsket med det samme. Og det er ikke bare noget jeg siger, jeg bliver vitterligt helt fortryllet. Så nu når jeg hører ham, kommer jeg straks til at tænke på de mange sommeraftener, hvor jeg gik ture med min iPod. Suk, er det snart sommer?

Kender I til Ray Lamontagne? Hvad synes I om hans musik?

27. mar. 2012

SHIT JUST GOT SERIOUS

I nat lå min kæreste, Peter, og jeg og tegnede på hinanden. Jeg tegnede et træ, en grisetryne, en edderkop og lignende. Så skulle Peter tegne på mig, og først tegnede han en Amagerhylde og en bil. Så skrev han noget, som jeg slet ikke kunne finde ud af, hvad var. Men han ville ikke skrive det igen. "Hvad stod der?"

"Jeg elsker dig"

23. mar. 2012

UPDATE

I aften er der årsfest på mit gymnasium, Københavns åbne Gymnasium. Temaet er "rummet" og sådan her ser jeg ud! Har sølvhår, sølvlæber og sølv på øjnene! Ellers er jeg all black! Cecilie har sit kamera med, så mon ikke I får set nogle billeder på et tidspunkt.  

Hvordan synes I jeg ser ud?

17. mar. 2012

JOB INTERVIEW

Som I måske har læst i et af mine tidligere indlæg, skulle jeg til jobsamtale hos Baresso. Det gik ikke helt som forventet, og i dette indlæg vil jeg forklare detaljeret om samtalen.

Tirsdag havde jeg en tid 19.00. Jeg mødte op et kvarter for tidligt og blev bedt om at vente. Så jeg ventede og ventede og ventede. Intet skete og jeg begyndte at blive lidt suspekt. Jeg hev fat i en af medarbejderne og spurgte om chefen stadigvæk havde gang i en anden samtale. Det viste sig at der var gået kludder i det hele, og at ingen havde fortalt chefen, at jeg var kommet. Så hun troede bare, at jeg ikke var dukket op. Hun undskyldte meget for rodet og bad mig komme igen næste dag.

Onsdag kom jeg kun fem minutter før tid - ingen grund til at begå samme 'fejl' som dagen før. Chefen var super sød og smilende - og ligeså var jeg. Samtalen forløb fint og jeg fortalte lidt om mig selv, hvorfor jeg havde søgt osv. Chefen fortalte mig om de opgaver det ville indebære at arbejde på Baresso. Da vi havde snakket i et kvarter/tyve minutter forklarede hun, at om en uge ville jeg blive ringet op hvis jeg var godkendt eller få et brev med afslag. Sådan er proceduren normalt - men med mig var det en undtagelse. Jeg blev godkendt med det samme og ringet op lidt efter af chefen for den lille Baresso på Vesterport. "Kan du komme til samtale i morgen?" - Helt sikkert!

Torsdag begyndte jeg at blive lidt nervøs. Hvad nu hvis jeg ikke får jobbet? Hvad nu hvis jeg faktisk gør? Jeg mødte fem minutter før tid, og fem minutter senere var jeg på vej ud igen. Jeg havde fået jobbet.

Jeg starter på tirsdag og jeg glæder mig sådan til at blive skide god til at være aspirant og modtage min første løn og og!

(Billedet er forresten lånt fra Barreso. Hvis jeg bliver bedt om at fjerne det, vil jeg gøre det)

6. mar. 2012

MY BELOVED DAD

Jeg vil gerne dedikere dette indlæg til min elskede far, som jeg savner rigtig meget. 

Jeg har altid været fars pige og været rigtig stolt over det. Men en overgang sortnede det, og jeg så næsten aldrig min far mere.

Mine forældre er skilt, og det er bedst sådan. Jeg kan slet ikke forestille mig dem sammen, og jeg synes det ville være åndssvagt, hvis de skulle gå og være ulykkelige sammen. De blev skilt kort efter de blev gift. De havde fået Simone og jeg før ægteskabet. 

Jeg husker, at jeg en dag da jeg var omkring tre år gik rundt derhjemme. Jeg ledte i alle rum og kaldte på min far, men han var ingen steder at finde. Mor og han var gået fra hinanden.

Far har flyttet rundt nogle steder, men det sted jeg husker bedst må være huset uden bad inden for. Det var ret lumsket og sjusket, og det var også her problemerne for alvor startede, tror jeg. Allerede dengang gled vi lidt fra hinanden, men jeg husker stadigvæk hvordan min far hver mandag morgen, da vi skulle i skole kom og vækkede min søster og jeg med morgensang og radio. Og når vi så endelig lettede rumpetten havde far lavet mad til os, som stod og ventede nede i spisestuen hvor stearinlysene altid var tændt i de store lysestager. Evigt og altid havde han sørget for at der stod to tallerkener - én med lys pålægschokolade til mig, og én med mørk pålægschokolade til Simone. Det er et dejligt minde.

Min far har haft andre kærester og koner. Først efter min mor var den dejlige, dejlige dame ved navn Louise, som han giftede sig med. Jeg har mange dejlige minder med Louise og hendes to børn - mine (nu eks) papbrødre - Marcus og André. 

Min far er nu sammen med Annie, som så er min stedmor. Da far kom sammen med Annie flyttede han også ind hos hende. Han solgte sit gamle hus. Annie havde selv to børn - Cecilie og Sophie. Men der var også plads til Simone og jeg. I starten var vi der hver anden weekend. Jeg havde det dog tit sådan, at jeg ikke vidste hvad jeg dog skulle tage mig til. Cecilie tog et år til USA så Simone og jeg fik et værelse for os selv. Og senere hen er Cecilie flyttet ud så det forblev således. Men vores værelse er aldrig blevet til det store, og jeg finder ingen hygge eller form for personlighed derinde. Da Simone fik en kæreste begyndte hun at se ham hele tiden, og det var ikke altid hun tog med hjem til far de weekender, vi skulle være der. Jeg havde selvfølgelig min far, Annie, Sophie og vores kat Hubert der, men det var bare ikke det samme. Efterhånden så jeg ingen grund til at komme der de weekender, og jeg begyndte også at feste mere og følte ikke, at min far var så vild med det. Hvilken forælder er også det, kan man spørge sig selv, men min mor var og er altså bare lidt lettere på det punkt, føler jeg. Det hedder sig så nu, at jeg næsten aldrig ser min far. Jeg så ham til juleaften, og da var det måneder siden jeg sidst havde set ham. Jeg har set ham lidt siden det, men det har ikke været meget. Det har været for lidt.

Ofte har jeg modtaget en besked fra min far, om at han tænkte på mig og elskede mig, og før i tiden har jeg på en måde afvist ham og de sms'er. Jeg har sågar bare ignoreret dem. Men nu går det den anden vej. Nu er det mig, som skriver til min far at jeg elsker ham og savner ham. Jeg sidder nu her og græder i skrivende stund, da det er en stor ting for mig at snakke højt om og indrømme over for mig selv. 

Jeg skal spise med far, bare mig og ham, her på fredag, og jeg glæder mig til at se ham og kramme ham. Jeg savner ham, det store drøn.