Når noget man elsker at gøre pludselig bliver en pligt, kan
det være svært at elske det så højt, som man gjorde før det blev en pligt. Kan
man elske sit arbejde, eller kan de to ikke kombineres? Kærlighed foregår
derhjemme, og arbejde er noget der skal gøres for at få penge på bordet – er
det sådan, det hænger sammen? Det er en trist tanke. Måske er den sand. Er den
individuel? Kan Søren se det på den ene måde og jeg selv på en anden? Alt er
vel i grunden op til den enkelte person. Livet er, hvad du gør det til, som man
siger. Det ordsprog kan jeg godt lide, fordi det fortæller mig, at jeg har
endeløse muligheder, og at jeg selv er herre over mit liv. Jeg hader tanken om
at modtage hjælp af folk. Jeg vil selv. Det ser jeg som både en god og en
dårlig egenskab. God, fordi det viser, at jeg er selvstændig og selv tager fat.
Dårlig, fordi det kan være en hæmsko ikke at ville hjælpes – om det så er af
mormors opsparing eller Bos ven Jørgens ven Anders’ kontakt, der kan give mig
en praktikplads. Det er bare ikke fair, synes jeg, at nogle folk i livet er
mere privilegerede end andre. At nogle kender de rigtige personer, og så er det
vejen frem. Hvad blev der af at kæmpe for det man ville? Man må yde for at nyde
– fungerer det ikke længere sådan? Det lader ikke til det. Nogle mennesker er bare mere ”velsignede” end andre, og
sådan hænger verden sammen. Jeg har svært ved at acceptere det.
________________________________________________________________________________________________________________________________________
Jeg begyndte at skrive med et enkelt emne i hovedet, og så kom jeg på et komplet sidespor.