I WROTE SOMETHING

Vi tabte det hele på gulvet. Han sagde, han elskede mig. Han sagde, at vi skulle grille til sommer. Han introducerede mig for sin familie, han viste mig frem for sine venner. Han var mit kæreste eje. Og så tabte vi det. Men det sagde ikke en lyd, da vi ramte bunden. I et godt stykke tid havde jeg lugtet lunten, og det var derfor en kølig omgang, da jeg erklærede mig færdig. Jeg vil ikke sige, at jeg gav op. Jeg kæmpede kampen, men desværre var det kun mig, der drak kaffe i forholdet, og der skal jo to til en god kop kaffe. Er det ikke sådan, man siger?

Da han havde kørt mig til døren bad jeg ham holde ind til siden. ”Hvad så?” … Jeg rystede på hovedet. ”Jeg ved ikke. Jeg tror ikke jeg kan mere.”. For første gang i forholdet viste han følelser. Hans stemme dirrede og hans øjne begyndte at skinne, da sandheden kom på bordet og vi besluttede os for, at vi ikke skulle se hinanden mere.

Jeg har ikke grædt endnu. Jeg gætter på, at tårerne springer frem fra sit skjul, når jeg lægger mig under dynen med ingen andre end mit sørgelige selv. Jeg har det faktisk ok. Da vi gjorde det forbi gjorde han det klart for mig, at det absolut ikke var mig, den var gal med. Han sagde, at jeg var en dejlig person, som altid var glad og smilende. Det var ham, den var gal med, sagde han. Han sagde, at det var en kliche, men at det var sådan det forholdte sig. Jeg troede på ham.

Nu er der intet andet for end at nyde mig selv og så småt komme videre i livet.